ESA-astronauten Thomas Pesquet har netop gennemført en hel dags eksamener for at sikre sig, at han er klar til sin mission til Den Internationale Rumstation!
Sammen med NASA-astronauten Peggy Whitson og Roscosmos-kommandøren Oleg Novitsky blev Thomas udspurgt om alle aspekter af betjeningen af Sojuz-modulet, der senere i november skal bringe den nye besætning til Den Internationale Rumstation. Testene blev udformet, så de var så realistiske som muligt. Thomas og hans kolleger havde endda deres Sokol-trykdragter på! Ved hjælp af en detaljeret replika af en Sojuz i fuld størrelse gennemspillede trioen en opsendelse og en dokning med stationen samt hjemrejsen til Jorden. Instruktørerne iscenesatte forskellige funktionsfejl for at se, hvordan besætningen ville reagere, og om de kunne gennemføre missionen.

Inden dokningen holdt radio- og styresystemet op med at fungere, hvilket betød, at kommandør Oleg og andenpilot Thomas måtte dokke manuelt – en vanskelig procedure! Senere øvede de sig i at vende tilbage til Jorden i Soyuz-fartøjet. Instruktørerne havde forberedt en lang række krisesituationer til denne del af testen! Først opstod der en lækage i reserveiltbeholderen, derefter en motorfejl ved tænding af manøvreringsraketterne, og så – lige da Thomas troede, det ikke kunne blive sværere – opstod der en fejl i Soyuz-fartøjets computer!

Thomas og hans besætningsmedlemmer bestod alle prøver med glans, og instruktørerne var imponerede over, hvordan de håndterede de forskellige situationer. De blev alle officielt godkendt til at flyve i en rigtig Sojuz helt op til Den Internationale Rumstation. Opskydningen finder sted om knap to uger!
Så næste gang du læser op til en prøve i skolen, skal du huske, at du ikke er alene – selv astronauter skal jo også til eksamen!
Sjovt faktum: Thomas, Peggy og Oleg befinder sig nu i karantæne på Baikonur-kosmodromen i Kasakhstan. Det er for at sikre, at de forbliver helt raske og ikke bringer bakterier eller vira med til Den Internationale Rumstation!