Ligesom mennesker bliver stjerner født, bliver de gamle og dør. De opstår i enorme, kolde skyer af gas og støv, der kaldes ‘tåger’. Den mest berømte af disse er Oriontågen, som kan ses med det blotte øje.
Milliarder af år efter sin tilblivelse, når en mellemstor stjerne som Solen nærmer sig slutningen af sit liv, udvider den sig og bliver til en rød kæmpe. Den kan nå en diameter på millioner af kilometer – når dette sker for Solen, vil den være stor nok til at sluge planeterne Merkur og Venus!
Efter at have udstødt sine ydre gaslag kollapser stjernen og danner en meget tæt hvid dværg. En teskefuld materiale fra en hvid dværg ville veje op til 100 ton! I løbet af milliarder af år afkøles den hvide dværg og bliver usynlig. Men bare rolig, det vil ikke ske for vores Sol før om cirka 5 milliarder år!
Små stjerner lever i meget lang tid, mere end 10 milliarder år. Deres død er aldrig blevet observeret, men man forventer, at de afslutter deres liv stille og roligt og til sidst langsomt slukker.

De største stjerner slutter deres liv meget pludseligt. Mod slutningen af deres liv svulmer de op til røde superkæmper, inden de til sidst sprænger sig selv i stykker i en kæmpe supernovaeksplosion.
I cirka en uge lyser supernovaen stærkere end alle de andre stjerner i sin galakse. Derefter svinder den hurtigt bort. Det eneste, der er tilbage, er et lille, tæt objekt – en neutronstjerne eller et sort hul – omgivet af en udvidende sky af meget varm gas.
De grundstoffer, der dannes inde i supergiganten (såsom ilt, kulstof og jern), spredes ud i rummet. Dette stjernestøv danner til sidst andre stjerner og planeter!