Forestil dig, at alle i Glasgow, Torino eller Lyon blev tvunget ud af deres hjem. Det er netop det omfang, krisen i Darfur-regionen i Sudan i Nordafrika har.
Omkring halvanden million mennesker er blevet drevet på flugt fra deres landsbyer i et område, der er lige så stort som Frankrig. Da der er tale om et så enormt område, udgør billeder fra rummet en afgørende hjælp for hjælpearbejderne på jorden.

En ESA-støttet gruppe ved navn Respond bruger disse billeder til at udarbejde opdaterede kort over de spredte lejre og det omgivende landskab.
På mindre end 12 timer sendes disse direkte til medarbejdere fra organisationer som Røde Kors, FN og det tyske katastrofehjælpsagentur.
Respond-teamet benytter sig af 10 forskellige sensorer fra 9 rumfartøjer. Heriblandt er et radarinstrument og et kamerasystem ombord på ESA’s Envisat.

Envisats radar, der kan se gennem skyer, både om dagen og om natten, var særligt værdifuld under Sudans sommerregntid.
Ud over billeder fra satellitter som SPOT-5 viste radardataene oversvømmede områder og veje, der stadig var farbare.
I mellemtiden kortlægger de britiskbyggede satellitter fra »Disaster Monitoring Constellation« den lokale vegetation. Dette er vigtigt, fordi befolkningen i Darfur er afhængig af brænde til madlavning.