Træd til side, Frankrig, Italien og Tyskland. I verden af robotfodbold er Østrig kongen. Denne form for fodbold fra det 21. århundrede er det helt store hit på Institut for Robotvidenskab, eller Mekatronik, ved Wiens Tekniske Universitet i Østrig. Men de minirobotter, der er så dygtige til sport, har også et langt mere seriøst formål.
Indtil nu har robotter, der er beregnet til brug i rummet, ikke været udstyret med nogen form for intelligens. Enheder som den europæiske robotarm er fuldstændig afhængige af en menneskelig operatør. Derimod er minifodboldspillerne trænet til at være kloge og har flere forskellige softwareniveauer. Strateginiveauet definerer en robots position og rolle – for eksempel at give den besked på at forsvare målet. Det næste niveau styrer komplekse bevægelser.
Af denne grund er robotfodboldspillerne blevet udvalgt af ESA’s Advanced Concept Team til at deltage i et japansk-europæisk projekt ved navn ‘Furoshiki’. Ideen går ud på at spænde et kæmpe net ud mellem fire satellitter i kredsløb for at producere solenergi. Minirobotter vil kravle hen over dette net for at fastgøre solcellerne på plads.
I et forsøg i vægtløshed, der fandt sted i januar 2006, blev to Roby Junior-robotter bedt om at kravle hen over et “svævende” stykke net. Den ene robot klarede opgaven i 30 sekunder og kravlede mere end to meter. Denne beskedne succes kan en dag føre til udviklingen af intelligente, robuste robotter, der ikke lader sig skræmme af det barske miljø i rummet. Én ting er sikkert: De første mennesker på Mars vil ikke være alene.