ESA Kids

Beskyttelse af vores planet med Sentinel 1

Protecting our planet with Sentinel 1
Åbn billedet

Sentinel 1 skal efter planen opsendes den 3. april. Takket være et radarinstrument, der kan se gennem skyer og overvåge jordens overflade døgnet rundt, vil denne jordobservationssatellit kunne hjælpe os med at beskytte vores planet.

Disse kraftfulde øjne i himlen vil befinde sig 700 km over os. Selv om de er langt væk, vil de kunne kortlægge hele planeten, opdage objekter, der er så små som 5 meter i diameter, og tage billeder af det samme sted med nogle få dages mellemrum.

En af Sentinels vigtigste opgaver bliver at bidrage til at forudsige naturkatastrofer som oversvømmelser og jordskred samt at hjælpe redningshold med at håndtere krisesituationer. Mange steder i Europa har været ramt af ødelæggende oversvømmelser i de seneste år. Tæt skydække og regn betyder, at jordoverfladen er skjult for de fleste satellitter. Sentinel 1’s radarbilleder, der kan se igennem skydække og regn, vil imidlertid give tidlig varsling om mulige oversvømmelser og hjælpe myndighederne med at håndtere det stigende vand.

Sentinel 1-radaren kan også registrere små ændringer i overfladehøjden og dermed give tidlig advarsel om mulige vulkanudbrud eller jordskred. Dette vil hjælpe de lokale myndigheder med at træffe beslutninger om, hvordan de bedst beskytter befolkningen. Den kan også følge stormes udvikling og fremskridt ved at måle bølgehøjder og vindhastigheder, hvilket giver tidlig varsling til de forskere, der studerer disse fænomener, og i sidste ende redder liv.

Med mere end 7 milliarder mennesker på Jorden sker der store forandringer i brugen af vores planets landarealer og i miljøskaderne generelt. Sentinel 1 vil bidrage ved at overvåge skovødelæggelsen, kortlægge ændringer i arealanvendelsen og afdække områder, hvor ferskvandsressourcerne er ved at slippe op.

Sentinel 1 vil bidrage til søfarten og gøre skibsfarten mere sikker ved at levere kort over isens tykkelse. I marts 2011 sad fragtskibe og færger med over 1 000 passagerer fast i isen i flere dage i den nordlige del af Østersøen. Med mere nøjagtige forudsigelser af havisens tykkelse vil det være muligt at forhindre situationer som denne.

Sentinel 1 vil også kunne registrere vandforurening, f.eks. olieudslip. Hurtig registrering og tidlig varsling af sådanne udslip vil give kystvagten mulighed for at pågribe forurenere i tilfælde af ulovlige udledninger og reagere hurtigt på nødsituationer i tilfælde af utilsigtede udslip.

Et satellitbillede fra Sentinel-1 vil kunne dække mere end hundrede tusinde kvadratkilometer hav, hvilket gør det til en meget effektiv metode til at lede efter oliepletter!