Månen er for lille til at kunne holde på luft. Da der ikke er nogen vind, er den side, der vender mod Solen, varmere end kogende vand, mens den side, der vender væk fra Solen, er koldere end noget sted på Jorden (minus 180 grader Celsius).
Meget af det, vi ved om Månen, stammer fra ubemandede rumfartøjer i kredsløb og landingsfartøjer fra 1960’erne og 1970’erne. Nogle forskere troede, at et rumfartøj, der landede på Månen, ville synke ned i dens støvede overflade. Dette blev modbevist af amerikanske og russiske landingsfartøjer. De banede vejen for, at mennesker kunne besøge Månen.
Mellem 1969 og 1972 vandrede tolv mænd rundt på Månens forside. De efterlod videnskabelige eksperimenter på overfladen. De vendte desuden tilbage med næsten 400 kg sten og jord. På de senere missioner kørte astronauterne rundt på Månen i et batteridrevet køretøj.
I de seneste år har mange lande besluttet at vende tilbage til Månen. Rumfartøjer i kredsløb har udforsket hele overfladen i detaljer. En af de vigtigste opdagelser var forekomsten af vandis i bunden af kratere nær Månens poler. Isken, der er skærmet mod solens stråler, har muligvis ligget der i millioner af år. Den kan fremtidige opdagelsesrejsende bruge til at fremstille ilt og som drikkevand.
Europas første månesonde var SMART-1, som kredsede om Månen mellem november 2004 og september 2006. SMART-1 tog detaljerede billeder af overfladen og undersøgte, hvad klipperne består af. Missionen sluttede med et bevidst nedstyrt på Månens overflade.
