ESA Kids

Jordstationer

Australia - ESA deep space ground station
Australien – ESA’s jordstation til dyb rumforskning
Åbn billedet

Det Europæiske Rumoperationscenter (ESOC) er forbundet med et verdensomspændende netværk af jordstationer.

Efter en opsendelse sendes data fra satellitten til disse jordstationer og derefter videre til ESOC. Disse oplysninger bruges til at beregne banen og overvåge satellittens tilstand 24 timer i døgnet, syv dage om ugen.

Netværket omfatter en række store stationer i Europa og Australien, herunder Kiruna i Sverige, Redu i Belgien samt Villafranca og Cebreros i Spanien.

Der er opført nogle mindre stationer i andre dele af verden, herunder i Kourou, Europas rumhavn i Sydamerika, og på øen Santa Maria i Portugal. Disse anvendes hovedsageligt under opsendelsen og de indledende faser af en mission.

I 2003 blev der opført en ny 35 meter høj antenne i New Norcia nær Perth i Australien. Denne gigantiske parabol, der vejer 120 ton, er designet til at kommunikere med missioner i det fjerne rum, såsom Rosetta og Mars Express. Dens overflade er ekstremt glat, uden ujævnheder, der er højere end 0,3 mm. I 2005 blev der opført en lignende antenne i Cebreros i Spanien, og i 2012 vil en ny antenne blive tilføjet til netværket i Malargüe i Argentina.

Jordstationerne er konstrueret til at fungere på forskellige radiofrekvenser, svarende til dem, der bruges af mobiltelefoner. De er så følsomme, at de kan opfange signaler med samme styrke som en almindelig pære, der kommer fra et rumfartøj, der befinder sig millioner af kilometer væk.