Inden mennesker kan sætte fod på Mars, er vi nødt til at vide så meget som muligt om den røde planet. Har der nogensinde været liv der? Findes der stadig liv på Mars, og i så fald i hvilken form? Hvilke farer truer fremtidige menneskelige opdagelsesrejsende? Hvor nemt er det at bo og arbejde på Mars?
ESA’s Aurora-program har planer om at sende robotter ud for at indhente yderligere oplysninger. ExoMars, der skal opsendes i 2018, er den første af Aurora-missionerne. Den består af en kredsløbssatellit og en landingsfartøj, der skal bringe en stor rover ned på Mars’ overflade.
Den solcelledrevne rover vil tilbringe mange måneder på Mars og tilbagelægge mange kilometer gennem det stenede landskab. Signalerne mellem Jorden og roveren vil blive videresendt via ExoMars-orbiteren.
ExoMars-roveren vil kunne bore op til 2 meter ned i overfladen, indsamle og analysere stenprøver, lede efter vand og undersøge det lokale vejr. Dens hovedformål vil være at lede efter tegn på liv, både nuværende og tidligere.