De fleste forskere er enige om, at vores planet bliver varmere. De første 10 år af dette århundrede var det varmeste årti, der nogensinde er registreret. Dette vil sandsynligvis medføre væsentlige ændringer i Europas klima. Men hvad med polarkalotterne? Smelter isen? Og hvis ja, hvilken indvirkning vil det have på det globale klima og havniveauet?
En europæisk satellit leverer nu nogle af svarene. Cryosat, der blev opsendt den 8. april 2010, flyver over polerne i en højde af 720 km.
Ved hjælp af et avanceret radarinstrument måler Cryosat små ændringer i istykkelsen ved at sende radiosignaler mod overfladen og opfange ekkoerne. Hvis ekkoerne kommer tilbage hurtigere, må isoverfladen være højere.
Cryosat kan registrere ændringer på under 2 cm om året i højden af isen, der flyder på Det Arktiske Ocean. Over de enorme iskapper på det antarktiske kontinent kan den måle årlige ændringer på under 2 mm.
Disse resultater hjælper forskerne med at finde ud af, om havisen i Arktis bryder op og smelter. De viser også, om iskapperne, der dækker Antarktis’ landmasse og det omgivende hav, krymper eller vokser. Det er vigtigt, fordi havniveauet kan stige med mange meter, hvis iskapperne smelter. Mange lavtliggende byer og lande risikerer da at blive oversvømmet.
CryoSat er den tredje Earth Explorer-mission, der skal opsendes som led i ESA’s Living Planet-program (efter GOCE, ESA’s tyngdekraftsmission, og SMOS, ESA’s vandmission).