Bjerggorillaen er en af vores nærmeste slægtninge i dyreverdenen. Desværre er disse intelligente aber også blandt de mest truede dyrearter i verden. Der lever i dag færre end 700 bjerggorillaer tilbage i højlandsskovene i Centralafrika.
I løbet af de seneste to år har ESA og De Forenede Nationers Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur (UNESCO) anvendt satellitter i kampen mod krybskytter.
I et forsøg på at beskytte disse bemærkelsesværdige dyr mod udryddelse er der blevet brugt billeder fra rummet til at kortlægge de tætte skove, hvor de lever. Afslutningen af dette program blev annonceret under et møde på ESA’s hovedkvarter i Paris den 7. april.
Det er yderst vanskeligt, dyrt og tidskrævende at kortlægge de forrevne bjerge og de tætte skove fra jordoverfladen. Selv om der ofte er skydække, kan satellitter klare opgaven langt hurtigere.

Kortene taget fra rummet viser den nøjagtige placering af nationalparkernes grænser og udbredelsen af de forskellige planter, som gorillaerne spiser. De kan også bruges som hjælp til planlægningen af den fremtidige turisme i parkerne.
“Disse kort vil hjælpe os med at gøre vores indsats mod krybskytteri mere effektiv,” sagde Eulalie Bashige fra Den Demokratiske Republik Congo.
“Efter al den tid og det hårde arbejde er det spændende endelig at få de færdige kort og produkter i hænderne,” sagde Maryke Gray fra International Gorilla Conservation Programme.
Bjerggorillaernes levested strækker sig over fem nationalparker. Tre af disse er blevet udpeget som verdensarvssteder af De Forenede Nationer.