Et rumfartøj er en maskine, der er konstrueret til at blive sendt ud i rummet. De kan bruges til at observere Jorden, til kommunikation, navigation og rumforskning. Der findes også rumfartøjer, der transporterer mennesker ud i rummet – såkaldte ‘bemandede rumfartøjer’ – samt andre, der transporterer de fornødenheder, der skal bruges på rumstationer.
Da der ikke er luft i rummet, kan et rumfartøj have stort set hvilken som helst form. Størrelsen udgør derimod et større problem. Et rumfartøj skal kunne være inde i en raketkappe, og raketten skal have tilstrækkelig kraft til at løfte det i kredsløb. Verdens første satellit, kaldet Sputnik, vejede 83,6 kg og var ikke større end en basketball. I dag kan kommunikationssatellitter veje mere end 6 ton (6000 kg).
Moduler, der bruges til at opføre rumstationer, er endnu større. ESA’s 20 ton tunge ATV (Automated Transfer Vehicle) kan transportere op til 9 ton fragt og eksperimenter til Den Internationale Rumstation.
Et rumfartøjs form afhænger hovedsageligt af, om det roterer i rummet eller ej.
Nogle satellitter, såsom Meteosat, roterer og er tromleformede. De fleste satellitter i dag er kasseformede og roterer ikke. Deres instrumenter om bord, såsom kameraer, peger det meste af tiden i samme retning.
Nogle er udstyret med store ‘solvinger’ (solcellepaneler, der omdanner sollys til elektricitet), som drejer sig, så de altid peger mod Solen. Små satellitter har ofte flade solcellepaneler på alle fire sider.
Landingsfartøjer er anderledes. De skal kunne modstå ekstrem varme, når de falder gennem luften med høj hastighed. For eksempel var ESA’s Huygens-sonde, der landede på Titan, formet som en underkop med et fremadvendt varmeskjold.
