ESA Kids

Det er tid til at komme hjem, Luca!

Luca Parmitano
Luca Parmitano
Åbn billedet

I løbet af natten til den 10. november, efter næsten seks måneder i rummet, vender ESA-astronauten Luca Parmitano hjem i et Sojuz-rumfartøj sammen med NASA-astronauten Karen Nyberg og kosmonaut-kommandøren Fjodor Jurtsjikin.

Under sit ophold på ISS gennemførte Luca over 30 eksperimenter, hjalp med at dokke tre rumfartøjer, bevarede roen under to rumvandringer og underholdt os med sine blogindlæg og billeder af Jorden set fra rummet! Men nu er det tid for ham at komme hjem.

Hjemrejsen gennem vores atmosfære bliver kort, men ujævn, og ender i Kasakhstan.

Efter at have koblet sig fra rumstationen søndag aften vil besætningen over en periode på tre timer sænke deres fart i kredsløb fra 28 800 km/h til nul.

Soyuz
Soyuz

Undervejs vil deres Sojuz-fartøj blive delt i tre dele, hvorefter kredsløbs- og fremdrivningsmodulerne vil brænde op, mens de falder ned mod Jorden. Landingsmodulet med Luca, Karen og Fjodor vil blive udsat for temperaturer på op til 1600 °C! Det skyldes, at friktionen fra atmosfæren vil opvarme beskyttelsesskærmen, mens de falder ned.

I en højde af 9 km over havets overflade udløses en faldskærm automatisk, hvilket bremser astronauterne ned fra 864 km/t til 324 km/t. Fire motorer tændes kort før nedslaget for at dæmpe landingen.

Selvom astronauterne har fjedre i deres sæder, der dæmper stød, sammenlignede ESA-astronauten Andre Kuipers Soyuz-landingen med “at overleve et mindre biluheld”! Den sidste del af Lucas hjemrejse vil foregå med helikopter og fly til Houston i USA sammen med Karen.

Følg frakoblingen og hjemrejsen til Jorden på Lucas blog og via Twitter!