Indlæser…
jwplayer(“pi_player”).setup({ ‘dock’: ‘true’, ‘image’: ‘https://www.esa.int/spaceinvideos/var/esa/storage/images/esa_multimedia/videos/2013/02/antarctic_ozone_hole_2011_and_2012/12514687-3-eng-GB/Antarctic_ozone_hole_2011_and_2012_video_production_full.jpg’, ‘wmode’: ‘transparent’, ‘height’: ‘250’, ‘width’: ‘400’, ‘controlbar’: ‘bottom’, ‘quality’: ‘true’, ‘modes’: [ { ‘type’: ‘html5’, ‘config’: { ‘file’: ‘https://dlmultimedia.esa.int/download/public/videos/2013/02/003/1302_003_AR_EN.mp4’, ‘provider’: ‘video’ } } ]});
Ozonhullet over Antarktis: 2011 og 2012
Siden begyndelsen af 1980’erne har der hvert år dannet sig gigantiske huller i ozonlaget højt over Jordens polarområder. Satellitter som ESA’s ERS-2 og Envisat har vist, hvordan disse huller har udviklet sig og vokset, og til tider dækket et område, der er lige så stort som Europa.
Ozonkoncentrationerne er dog stigende, og det ser ud til, at hullet over Antarktis langsomt er ved at forsvinde. Den endnu bedre nyhed er, at ozonsensoren på Europas MetOp-vejrsatellit har konstateret, at hullet over Antarktis i 2012 skrumpede ind til sin mindste størrelse i 10 år!
Ozon er en form for ilt. Der findes små mængder ozon i stratosfæren, 20–50 km over Jorden. Heldigvis for os beskytter ozonlaget os mod solens ultraviolette stråling, som er en af de vigtigste årsager til hudkræft.
Udviklingen i ozonlaget påvirkes af en kombination af atmosfærisk kemi, vind og temperatur. Usædvanlige vejr- og atmosfæriske forhold kan føre til ekstreme ozonforhold, såsom det rekordlave niveau, der blev observeret over Arktis i foråret 2011.
Menneskets forurening er imidlertid den vigtigste årsag til ozonlagets nedbrydning. Kemiske reaktioner, der involverer klorforbindelser (CFC’er) i de højtliggende skyer, ødelægger ozonet. Når foråret indfinder sig ved polerne, får kombinationen af det tilbagevendende sollys og klorreaktionerne ozonmolekylerne til at spaltes til ilt. Et enkelt klormolekyle kan nedbryde tusindvis af ozonmolekyler.
Selvom CFC’er blev forbudt i 1987, forbliver de i atmosfæren i mange år. Det kan tage indtil omkring 2050, før klorindholdet igen når de lave niveauer fra 1960’erne. Indtil da vil satellitterne fortsat overvåge de sæsonmæssige ændringer i ozonlaget.
