ESA Kids

Rosetta vender hjem til sin sidste forbiflyvning af Jorden

Rosetta spacecraft
Rumfartøjet Rosetta
Åbn billedet

5½ år efter opsendelsen fra Fransk Guyana er ESA’s kometjæger Rosetta vendt hjem til et kort, flyvende besøg. Om morgenen den 13. november bekræftede kontrolpersonalet ved rumoperationscentret i Darmstadt, Tyskland, at Rosetta havde gennemført sin sidste forbiflyvning af Jorden uden problemer.

Rumfartøjet, der bevægede sig med en hastighed på 13,34 km/s, susede forbi planeten i en højde af 2.481 km. Den nærmeste passage fandt sted kl. 08:45:40 CET, lige syd for den indonesiske ø Java. Dette fjerde møde med en planet gav den 3 ton tunge rumsonde tilstrækkelig energi til at krydse asteroidebæltet og mødes med kometen Churyumov-Gerasimenko.

Rosetta kan muligvis også bidrage til at løse et gammelt mysterium. Gennem årene har nogle rumfartøjer (herunder Rosetta) oplevet en ubetydelig – men uventet – ændring i hastigheden, når de er fløjet forbi Jorden. Indtil videre har ingen fundet en god forklaring på dette.

Forskerne benyttede sig af forbiflyvningen til at aktivere nogle af Rosettas instrumenter. De første billeder viste en smal halvmåne, der gradvist voksede i størrelse, efterhånden som rumfartøjet susede mod Jorden. Senere billeder viste bylys, der glødede i natten, og hvirvlende skyer over Nordamerika og Stillehavet. Andre instrumenter undersøgte planetens atmosfære og magnetfelt samt ledte efter vand på Månen.

First view as Rosetta approaches home
Første billede, mens Rosetta nærmer sig Jorden

Rosetta har nu tilbagelagt omkring 4.500 millioner km af sin 7.100 millioner km lange rejse mod kometen. Den sidste forbiflyvning ved Jorden øgede Rosettas hastighed med 3,6 km/s og sendte rumfartøjet ud mod det ydre solsystem. Den næste begivenhed på den 10-årige rejse er en forbiflyvning af en stor asteroide ved navn Lutetia i juli 2010. Rosetta vil derefter gå i dvale, indtil den vækkes igen i foråret 2014.