ESA Kids

Concordia: forskningsstationen i Antarktis

Concordia: the Antarctic research base
Åbn billedet

Et hold forskere tilbringer seks måneder på det mest afsidesliggende sted på Jorden for at undersøge virkningerne af isolation som forberedelse til lange rummissioner. Besætningen på forskningsstationen Concordia i Antarktis har nu fundet sig til rette i deres hjem og er klar til den kolde, lange vinter, der venter forude. Concordia, der er bygget på et af de mest afsidesliggende steder på Jorden, ligger 3200 m over havets overflade, og om vinteren kan temperaturen falde til helt ned til –80 °C!

Da Concordia ligger så højt oppe, er luften meget tynd og indeholder mindre ilt. Hvis man begiver sig uden for basen, er det nødvendigt at tage flere lag tøj på, og det begrænser den tid, man kan tilbringe udendørs. Om vinteren stiger solen ikke op over horisonten, så besætningen må leve uden sollys i fire måneder om året. Stedet ligger så langt væk fra alt andet, at rejsen til Concordia tager længere tid end rejsen til Den Internationale Rumstation!

Langt væk fra andre byer giver Antarktis’ hvide verden forskerne mulighed for at indsamle data og udføre eksperimenter som intet andet sted på Jorden. På mange måder minder miljøet på Concordia om en rumfartsekspedition. Selv materialer, der kunne anvendes i bemandede rumfartøjer, bliver testet der.

Op til 16 personer bor i Concordia i cirka et år ad gangen. Når de ankommer til Concordia, er der brug for en ‘tilvænningsperiode’ for at vænne sig til de nye forhold, ligesom astronauter i rummet. Den store højde, den ekstreme kulde, den tørre luft og de nye sanseindtryk kan virke meget fremmedartede for den menneskelige hjerne, mens den tilpasser sig det nye miljø.

Årets gruppe af forskere er nu ankommet til Concordia og gør sig klar til den lange vinter, der venter forude. Det sidste fly forlod basen i sidste måned, hvilket markerede vinterens begyndelse og afskæringen fra resten af verden.

Holdet består af astronomer, gletsjerforskere, seismologer og en meteorolog samt en blikkenslager, en elektriker, en mekaniker og en kok. Besætningen kan kun stole på sig selv, og der er ingen hjælp at hente udefra, hvis der opstår problemer under disse vanskelige forhold. Held og lykke, Concordia-besætning!