ESA Kids

Astronautmad hjælper mennesker på Jorden

Astronaut food helps people on Earth
Åbn billedet

I hundreder af år har man i Sydamerika og Afrika høstet en særlig bakterieart kaldet spirulina. Den omdanner kuldioxid til ilt, vokser meget hurtigt, og – måske det bedste af alt – kan blandes i fødevarer for at øge deres proteinindhold.

Forskere fra ESA’s team for mikroøkologiske alternative livsstøttesystemer (forkortet MELiSSA) har undersøgt alt, hvad de kan, om spirulina. Det kunne være den ideelle rummad, da det kan forarbejdes til snacks, der holder astronauterne tilfredse og sunde. ESA-astronauterne Samantha Cristoforetti og Andreas Mogensen har allerede spist spirulina-mørbrødstænger i rummet!

Nu bliver denne viden om spirulina brugt til at hjælpe mennesker her på Jorden. I Congo ligger der en by ved navn Bikoro. Befolkningen der spiser en plante, der hedder kassava, men desværre bidrager den ikke med ret meget protein til deres kost. Kunne spirulina være en hjælp?

En gruppe forskere fra MELiSSA mener i hvert fald det. De har etableret en base i byen og dyrker spirulina i store vandkar. Ved at tilsætte et kemikalie kaldet kaliumbicarbonat til vandet sammen med et par andre let tilgængelige ingredienser vokser spirulina meget hurtigt. Den kan derefter forarbejdes til pulver og drysses på mad lavet af kassava, hvor den tilføjer det så nødvendige protein – og som en bonus også A-vitamin og jern!

MELiSSA-teamet ser frem til at fortsætte sin forskning i spirulina. Det næste skridt er at sende levende spirulina op til Den Internationale Rumstation og undersøge den i ESA’s Columbus-laboratorium. Ingen ved endnu, om spirulina vil trives i vægtløshed. Men hvis den gør det, vil fremtidige astronauter måske dyrke denne superfødevare under lange rejser langt ud i solsystemet!

Sjovt faktum: Spirulina er også meget modstandsdygtig over for den stråling, der findes i det ydre rum!