ESA Kids

Vores nærmeste stjerne

A temperature map of the Sun's corona as recorded by the EIT instrument on SOHO
Et temperaturkort over Solens korona, som det er registreret af EIT-instrumentet på SOHO
Åbn billedet

Solen er vores nærmeste stjerne. Solen forsyner os med lys og varme. Den udsender også farligt ultraviolet lys, som forårsager solskoldning og kan medføre kræft. Uden Solen ville der ikke være dagslys, og vores planet ville ganske enkelt være en mørk, frossen verden uden hav med flydende vand og uden liv.

Denne enorme kugle af glødende gas har en diameter på 1,4 millioner kilometer, hvilket svarer til 109 Jorder sat side om side. Med en masse på 2 millioner billioner billioner kilogram vejer den lige så meget som 330 000 Jorder. Der ville være plads til omkring 1 300 000 Jorder inde i Solen!

Set fra Jorden ser det ud, som om Solen bevæger sig hen over himlen om dagen og forsvinder om natten. Det skyldes, at Jorden drejer mod øst. Jorden drejer om sin egen akse, en imaginær linje, der løber gennem Jordens midte mellem Nord- og Sydpolen. Det betyder, at for os her på den roterende Jord ser det ud, som om Solen står op i øst om morgenen og stiger højere og højere op på himlen hen imod middagstid. Om eftermiddagen ser det så ud, som om Solen bevæger sig lavere og lavere ned på himlen, inden den går ned i vest.

Selvom den ser lille ud ved solopgang eller solnedgang, skyldes det blot, at Solen befinder sig ca. 150 millioner km væk fra os. På denne afstand tager det cirka 8 minutter for sollyset at nå frem til os – selvom det bevæger sig med en hastighed på cirka 300 000 km/s. Det betyder, at vi ser solen gå ned otte minutter efter, at det faktisk er sket!