ESA Kids

Kosmiske afstande

Cosmic distances
Åbn billedet

Rummet er enormt. Det er så uendeligt stort, at det er meget svært at forestille sig de afstande, der er tale om, selv mellem objekterne i vores nærmeste omgivelser, nemlig solsystemet. Hvis astronomer brugte kilometer til at beskrive disse afstande, ville de være nødt til at bruge meget store tal. For at forenkle tingene og gøre tallene mindre og lettere at håndtere anvendes der derfor andre måleenheder.

Den astronomiske enhed

Afstanden mellem Jorden og Solen er omkring 150 millioner kilometer. Det er et stort tal, og derfor bruger astronomer den astronomiske enhed til at beskrive denne afstand. En astronomisk enhed, eller ‘au’, er afstanden mellem Jorden og Solen. Den bruges til at sammenligne afstandene til andre himmellegemer i solsystemet, såsom Solen, planeterne, kometer og asteroider.

Lysår

Hvad med uden for vores solsystem? Hvor langt er der til den næstnærmeste stjerne, Proxima Centauri? Proxima Centauri ligger ca. 38 000 000 000 000 km (otteogtredive millioner millioner kilometer) væk. Det er så langt væk, at hvis et rumfartøj rejste til denne stjerne, ville det kunne tage omkring 75 000 år at nå frem.

At bruge den astronomiske enhed til at beskrive afstandene til stjerner (og objekter uden for vores solsystem) er ikke særlig nyttigt, da det giver for små tal for astronomerne at arbejde med. Afstanden til Proxima Centauri er ca. 265 000 au. Der er brug for en anden enhed! For at måle afstanden (i det mindste til de stjerner, der ligger tættest på os) kan man derfor bruge lysår.

Lys er det hurtigste, vi kender til. I rummet kan lys bevæge sig med en hastighed på næsten 300 000 km/s. Et lysår er den afstand, lyset kan tilbagelægge på et år, hvilket svarer til 9 461 000 000 000 kilometer! Det tager lyset omkring 4,2 år at tilbagelægge denne afstand til den stjerne, der ligger tættest på Solsystemet, og derfor siger astronomer, at Proxima Centauri ligger 4,2 lysår væk.

Det er blot den nærmeste stjerne. Nattehimlen er fyldt med stjerner i vores galakse, Mælkevejen. Den nærmeste store galakse i forhold til Mælkevejen ligger hele to og en halv million lysår væk. Og det er bare den nærmeste! Mange galakser, der også er fyldt med stjerner, ligger tusindvis af gange længere væk. Rummet er enormt!