Amateurradioentusiaster og studerende over hele verden gør sig klar til at lytte efter signaler fra en af de mest usædvanlige satellitter, der nogensinde har kredset om Jorden – en russisk rumdragt (uden et menneske indeni, selvfølgelig!). Satellitten, der går under navnet SuitSat-1, vil blive kastet ud i rummet den 3. februar under en rumvandring foretaget af den to mand store besætning på Den Internationale Rumstation (ISS).
Den russiske “Orlan”-rumdragt, der skal “sendes” i kredsløb, er udstyret med en radiosender og sensorer til måling af temperatur og batteristatus. Signalet kan opfanges af enhver, der har en antenne og en radiomodtager, der kan indstilles til 145,990 MHz FM.

Transmissionerne vil omfatte indtalte beskeder fra studerende fra hele verden, telemetri om rumdragten tilstand samt et mindebillede. Der udstedes et certifikat til alle, der modtager beskederne og downloader billedet. Der uddeles desuden en særlig pris til alle, der genkender de særlige ord (på forskellige sprog), der indgår i nogle af elevernes beskeder. Rumdragten indeholder også en CD med billeder af over 300 genstande, der er indsamlet fra skoler og uddannelsesinstitutioner i mange lande.
Alle, der modtager signaler fra SuitSat, bedes indtaste deres data på SuitSat-hjemmesiden, http://www.suitsat.org. Satellitens batterier vil sandsynligvis holde i omkring en uge, hvorefter den vil forlade kredsløbet og brænde op i atmosfæren.
SuitSat er en udvidelse af ARISS-programmet (Amateur Radio on International Space Station), som i mange år har gjort det muligt for folk at tale med astronauterne på ISS.