Den 16. februar bliver en ESA-satellit ved navn Sentinel-3 sendt op i kredsløb om Jorden! Sentinel-3 er den seneste i en flåde af avancerede satellitter, hvis opgave er at undersøge vores planets landområder, havene og atmosfæren.
Sentinel-3 vil fokusere på vores have. Overvågningen af havene, der dækker 70% af kloden, giver os mulighed for at vurdere, hvor sund Jorden er. Det, der sker i havene, påvirker os, uanset hvor vi bor. Vandet på vores planet er en vigtig ressource, som vi er nødt til at beskytte.

Sentinel-3 vil kredse i en bane over 800 km over Jordens overflade – det er endnu længere væk fra Jorden end Den Internationale Rumstation, der kredser om vores planet i en højde på omkring 400 km. Fra dette udsigtspunkt vil satellitten måle temperaturen, farven og højden på havoverfladen samt tykkelsen på havisen. Disse målinger er virkelig vigtige, fordi vi kan bruge dem til at følge med i, hvordan havniveauet ændrer sig, hvor meget forurening der er, og hvor sundt livet i havet er.
Når Sentinel-3 ikke overvåger havet, vil den bistå sin søstersatellit Sentinel-2 ved at overvåge Jordens landområder. Den vil måle vandstanden i søer og floder og endda spore farlige skovbrande.
Der er allerede to Sentinel-satellitter i kredsløb, og der er planlagt yderligere fire efter Sentinel-3. Hver satellit vil være i drift i mindst syv år. Missionens forskere håber dog, at de vil fungere endnu længere, og har derfor fyldt nok brændstof på til, at satellitterne kan køre i 12 år i uafbrudt drift!
Sjovt faktum: Den raket, der skal bringe Sentinel-3 i kredsløb, er et ombygget SS-19 interkontinentalt ballistisk missil. Det blev oprindeligt udviklet som et krigsvåben, men er nu blevet ombygget til fredelige formål. Det passer rigtig godt til Sentinel-3’s mission om at beskytte Jorden!