Wow! Vi har modtaget et utroligt stort antal bidrag fra hele verden. Tak til alle deltagere for jeres kreativitet! Det vil tage noget tid og kræve omhyggelighed at bedømme tusindvis af bidrag, så vi vil offentliggøre vinderne den 30. september 2021. Hold øje med os!
Er du klar til at være med på en spændende rummission? ESA og Paxi opfordrer børn med interesse for rummet til at hjælpe med at sende ESAs spændende nye mission til Jupiter af sted med manér!
JUpiter ICy moons Explorer, også kaldet Juice, skal undersøge den største planet i vores solsystem, Jupiter. Den sendes op i 2022 og vil være undervejs i næsten 8 år, før den når frem til sin destination. Den vil bruge tre år på at undersøge denne gigantiske gasplanet og tre af dens største måner, Ganymedes, Callisto og Europa. Rumfartøjet vil udforske Jupiters stormfulde atmosfære og afdække de hemmeligheder, der gemmer sig i de isbelagte oceaner på Jupiters måner. Den vil især lede efter vand inde i disse måner, og hvor der er vand, kan der være liv!
Den Giv din raket et skud energi! En kunstkonkurrence opfordrer alle børn op til 12 år til at hjælpe ESA med at skabe en illustration, der skal pryde den kæmpe Ariane 5-raket, som skal sende rumfartøjet ud på sin lange rejse mod planeten Jupiter.
Indsend en tegning, der er inspireret af Juice-missionen samt af planeten Jupiter og dens gigantiske måner. En ekspertjury under ledelse af Paxi vil udvælge det mest inspirerende kunstværk. Vinderens illustration vil blive trykt på et kæmpe klistermærke, der skal placeres på raketkappen – altså ‘næsen’ – på Ariane 5-raketten.
I 2022 vil hele verden følge den imponerende opsendelse af denne nye, spændende ESA-mission til det ydre solsystem, og alle vil få mulighed for at se det vindende kunstværk! Vinderen vil, ledsaget af en værge, også blive inviteret til at følge den direkte transmission af Juice-opsendelsen fra et af ESAs anlæg. Endelig vil det vindende kunstværk og de 11 bedste bidrag blive vist i Juice-kalenderen for 2022.
Konkurrencen starter i dag og løber indtil 1. juni 2021, kl. 23:59 (CEST).
For at deltage i konkurrencen skal du læse retningslinjerne grundigt igennem (tilgængelige på sprogene i ESA’s medlems- og associerede stater) for at få det fulde overblik over konkurrencereglerne, herunder krav til deltagelse og indsendelse, og for at indsende dit bidrag.
ESA og Paxi glæder sig til at modtage kreative bidrag fra alle unge kunstnere og ønsker dem held og lykke med konkurrencen!


















