Millioner af mennesker verden over har fået foretaget laseroperation for at korrigere deres syn, men vidste du, at denne operation kun er mulig takket være teknologi, der er udviklet til brug i rummet?
Hvis man kigger på et fast punkt, mens man vipper eller ryster på hovedet, holder øjnene automatisk blikket fast, så man kan se klart, selv når man bevæger sig rundt. De fleste arter på Jorden har denne evne, helt tilbage til dinosaurernes tid. Det er et smart trick fra naturens side, som vi slet ikke tænker over.
Bag kulisserne modtager din hjerne konstant signaler fra dit indre øre. Disse signaler fortæller dig, hvilken retning der er hvilken, og hjælper dig med at bevare balancen og holde dit syn stabilt. Dette er muligt takket være tyngdekraften, som fortæller os, hvilken vej der er nedad.
Men hvordan klarer astronauterne sig i rummet, hvor der ikke er tyngdekraft? Hvordan fokuserer deres øjne på en computerskærm, når de svæver rundt på Den Internationale Rumstation?

For at undersøge dette fænomen udviklede forskerne et specielt instrument til at måle astronauternes øjenbevægelser uden at forstyrre dem. Instrumentet hedder ’Eye Tracking Device’. Det er kort sagt en hjelm med et kamera, der tager billeder af astronauternes øjne og registrerer, hvor de kigger hen.
Her på Jorden har netop dette øjenstyringsudstyr givet lægerne mulighed for at udføre komplicerede laseroperationer på øjnene, som har forbedret livet for millioner af mennesker!
Sjovt faktum: Rumteknologien har påvirket vores dagligdag på utallige måder. Nogle på store måder, som f.eks. muligheden for at sende information rundt om kloden på få sekunder og udviklingen af proteser. Andre på små måder, som f.eks. behagelige indlægssåler til vores sko og madrasser af memory foam.