I morges gennemførte ESA en vellykket opsendelse af en ny satellit! Satellitten, der hedder Sentinel-5P, blev sendt op fra Plesetsk-kosmodromen i det nordlige Rusland kl. 11:27 CEST. Den 79 minutter lange rejse forløb uden problemer, og Sentinel-5P blev sikkert bragt i kredsløb om Jorden.
Derefter foldede satellitten sine solpaneler ud og begyndte at kommunikere med forskerne på Jorden. De første signaler blev modtaget, da den passerede over en ESA-station i Kiruna i Sverige. Nyheden var god: Alt var gået efter planen, og Sentinel-5P fungerede godt.

ESA-teamene er nu i gang med omhyggeligt at kontrollere alle satellitens systemer for at sikre, at de fungerer fuldt ud. Om et par uger vil testene af Sentinel-5P’s hovedinstrument, Tropomi, gå i gang. Dette instrument skal bruges til at undersøge Jordens atmosfære og påvise gasser som kulilte og aerosoler. Nogle af disse gasser skyldes forurening og påvirker vores sundhed. Dette er Sentinel-5P’s vigtigste opgave, og Tropomi vil bidrage til, at den lykkes!
ESA’s generaldirektør, Jan Woerner, var meget tilfreds med opsendelsen. Han sagde: “Sentinel-5P-satellitten er nu sikkert i kredsløb, så det er nu op til vores missionskontrolteams at føre denne mission ind i dens driftsfase og vedligeholde den i de næste syv år eller mere.”
Sentinel-5P er en del af en hel familie af Sentinel-satellitter, der kredser om Jorden. De har hver deres speciale, såsom overvågning af havene, landjorden og luften. Sammen hjælper de os med at holde øje med Jordens tilstand og med os alle, der bor her på planeten!
Sjovt faktum: Sentinel-5P vejer 820 kg og er omtrent på størrelse med en bil.