ESA Kids

Paxi slutter sig til astronauterne under jorden

Paxi joins astronauts underground
Åbn billedet

I næste uge går ESA’s underjordiske træningsforløb for astronauter i gang. Seks nye og erfarne astronauter fra hele verden samt vores rumvæsen-ven Paxi skal arbejde sammen om at overvinde de udfordringer, der er forbundet med at arbejde i et nyt miljø, samtidig med at de gennemfører et fuldt videnskabeligt program med begrænsede forsyninger – ligesom når man arbejder på Den Internationale Rumstation.

Selvom Paxi allerede har været på ISS for at besøge ESA-astronauten Luca Parmitano, bliver det hans allerførste tur under jorden. Han vil slutte sig til ESA-astronauten Paolo Nespoli, den canadiske astronaut Jeremy Hansen, den russiske kosmonaut Aleksei Ovchinin, den japanske astronaut Satoshi Furukawa samt NASA-astronauterne Mike Barratt og Jack Fischer på det seks dage lange eventyr.

Det to uger lange CAVES-kursus indledes med fem dage, hvor deltagerne bliver indført i grundlæggende færdigheder og forbereder sig på at udforske Jordens undergrund. Astronauterne vil lære, hvordan man udforsker mørke områder, klatrer sikkert op ad hulevægge og bevæger sig i tre dimensioner, gennemfører videnskabelige eksperimenter og forbereder deres missionsudstyr.

Derefter vil astronauterne begive sig ned i Sa Grutta-hulerne på øen Sardinien i Italien for at tilbringe seks dage under jorden. Fra deres baselejr vil ‘huleastronauterne’ udforske området og gennemføre eksperimenter i fuldstændig mørke, hvor de kun har lyset fra deres hjelmlamper til at lyse op!

Kurset har til formål at forbedre færdighederne inden for ledelse, samarbejde, beslutningstagning og problemløsning i et multikulturelt miljø. Cavenauterne skal lede efter livsformer, afprøve nye teknologier og undersøge vejrforholdene, geologien og miljøet under jorden, herunder måling af stråling og kuldioxidniveauer.

Følg med i Paxis spændende nye eventyr. Han vil lægge opdateringer og billeder op på sine Twitter- og Facebook-sider!