Kunstkonkurrencen »JUICE Up Your Rocket!« opfordrede alle børn op til 12 år til at deltage i Europas mission til Jupiter ved at lave en illustration, der skal pryde den kæmpe Ariane 5-raket, som skal sende rumfartøjet ud på sin lange rejse mod planeten Jupiter. Og børn fra hele verden leverede varen!
Vi har modtaget fantastiske kunstværker fra børn i 63 lande, der har sat deres helt eget præg på Europas mission til den største planet i vores solsystem, Jupiter Icy Moons Explorer (JUICE). Tak til alle deltagere for jeres kreativitet og for jeres tålmodighed, mens dommerne omhyggeligt har gennemgået over 2600 indsendte bidrag!
Alle tegninger fortjente at vinde, men der måtte træffes et valg, og det var ikke let. Dommerne har udvalgt 12 finalister, hvis værker vil blive præsenteret i “JUICE & verdens børn”kalenderen samt vinderen, hvis kunstværk vil blive afbildet på Ariane 5-raketten, der skal opsende rumfartøjet, og på kalenderens forside.
Her er det vindende kunstværk, som blev indsendt af den 8-årige Yaryna fra Ukraine:

Dommerne udvalgte dette billede på grund af den måde, det repræsenterer missionen på, herunder de vigtigste elementer som Jupiter, dens ismåner og rumfartøjet; det “barnlige” smil på deres “ansigter”; den indsats, vi her på Jorden har ydet for at bringe JUICE frem til gasgigantens system; den farverige komposition; den munterhed, det udstråler; og sidst, men ikke mindst, de skarpe og klare billeder, der sikrer, at kunstværket vil være synligt på raketens næse.
Finalisterne til kalenderen er: Bianca (9) fra Italien; Chenitha (5) fra Sri Lanka; Jan (9) fra Spanien; Leif (10) fra Tyskland; Lilla (11) fra Slovakiet; Nikolas (10) fra Schweiz; Nils (6) fra Estland; Panna (7) fra Ungarn; Ron (11) fra Israel; Samuel (4) fra El Salvador; Samuel (5) fra Frankrig; Sophia (9) fra Storbritannien!
Dommerne var betaget af de kunstneriske fortolkninger af Jupiter, dens måner og det rumfartøj, der snart skal ud for at undersøge dem.



En æresomtale går til Zsombor (11) fra Slovakiet, hvis tegning, der viser børn fra hele verden, der samles, på fortrinlig vis har indfanget ånden i denne konkurrence og i rumforskningen generelt, og som vil blive vist på kalenderens bagside.

Tillykke til vinderen og finalisterne. Vi vil snart kontakte jer med yderligere oplysninger om jeres præmier, så hold øje med jeres e-mail.
“Jeg var meget imponeret over børnenes enorme engagement og kvaliteten af deres værker,” sagde JUICE-projektleder Giuseppe Sarri. “Nogle tegninger er meget præcise, næsten tekniske, mens andre er meget kunstneriske. Der var skitser, malerier og tegneserier, og tilsammen formåede de at indfange kompleksiteten, skønheden og den menneskelige indsats i JUICE-missionen. Alle disse tegninger gik mig dybt til hjertet.”
Et stort bifald til alle deltagerne, der har delt deres kunstværker med os. Se dem her i galleriet.
JUpiter ICy moons Explorer, også kaldet JUICE, skal undersøge den største planet i vores solsystem, Jupiter. Den sendes op i 2023 og vil være undervejs i cirka 9 år, før den når frem til sin destination. Den vil bruge 4 år på at undersøge denne gigantiske gasplanet og tre af dens største måner, Ganymedes, Callisto og Europa. Rumfartøjet vil udforske Jupiters stormfulde atmosfære og afdække de hemmeligheder, der gemmer sig i de isbelagte oceaner på Jupiters måner. Den vil især lede efter vand inde i disse måner, og hvor der er vand, kan der være liv!
Vi er stolte af, at børn fra hele verden deltager i Europas rejse til Jupiter! Hold øje med flere nyheder og opdateringer om JUICE-missionen på ESA Kids’ hjemmeside og sociale medier.