I er ikke de eneste, der skal tilbage i skole denne måned! ESA’s nye astronautaspiranter mødte i denne uge op på Det Europæiske Astronautcenter i Köln, Tyskland. De seks har påbegyndt de første dage af deres 18 måneder lange grunduddannelse som forberedelse til fremtidige missioner til Den Internationale Rumstation og videre ud i rummet.
De nye astronauter er:
• Samantha Cristoforetti fra Milano, Italien.
• Alexander Gerst fra Künzelsau i Tyskland.
• Andreas Mogensen fra København, Danmark.
• Luca Parmitano, fra Paternò, Italien.
• Timothy Peake fra Chichester, Storbritannien.
• Thomas Pesquet, fra Rouen i Frankrig.

‘Jeg er meget glad for, at vores nye kolleger er mødt op hos EAC i Köln for at påbegynde deres uddannelse,’ sagde Simonetta Di Pippo, ESA’s direktør for bemandede rumflyvninger. ‘Vi sender allerede i gennemsnit to ESA-astronauter om året til ISS.’.
Grunduddannelsen for de europæiske astronauter vil hovedsageligt finde sted på Det Europæiske Astronautcenter (EAC), hvor de vil gennemføre et uddannelsesprogram, der er udarbejdet i overensstemmelse med de internationale regler, som partnerne i Den Internationale Rumstation (ISS) er blevet enige om.
I undervisningen i klasseværelset vil de blive introduceret til ESA, efterfulgt af vigtige fag som elektroteknik, inden de går mere i dybden med rumfartssystemer og -operationer. Andre fag vil forberede astronauterne på de særlige færdigheder, der er nødvendige for deres fremtid, såsom at lære russisk, dykning som forberedelse til rumvandringer og overlevelsestræning.