Iriss er navnet på Andreas Mogensens 10-dages mission til ISS næste år. Navnet blev foreslået af Filippo Magni fra Italien og udvalgt blandt over 700 forslag, der var indsendt fra hele Europa.
Iriss er en sammensætning af Iris og ISS. Iris var en græsk gudinde, budbringer for guderne på Olympen og personificeringen af regnbuen. Som budbringer symboliserer hun forbindelsen mellem menneskeheden og kosmos samt mellem himlen og Jorden.
“Figuren Iris, budbringeren, svarer til den rolle, som astronauterne spiller, idet de har til opgave at formidle deres særlige oplevelser i kredsløb til dem, der er blevet tilbage her på Jorden,” siger Filippo.
Navnet kombinerer desuden regnbuen – et symbol på fred – med Andreas’ videnskabelige og teknologiske demonstrationsmission til rumstationen.
“Regnbuen er et universelt symbol på fred, og jeg ser gerne ISS som et sjældent og fremragende eksempel på fred og internationalt samarbejde.”

Det vindende navn blev udvalgt blandt mange hundrede fremragende forslag i en europæisk konkurrence, som ESA udskrev i marts. Som vinder vil Filippo modtage et indrammet missionslogo, der er signeret af Andreas.
Andreas offentliggjorde navnet på sin mission den 27. april i København på Science Forum, der er en del af den danske nationale videnskabsmesse.
Han talte om sin mission foran et publikum på næsten 1100 og annoncerede en ny dansk landsdækkende konkurrence om at designe logoet til hans mission.
“Videnskaben har fungeret som en bro mellem Øst og Vest og bidraget til at fremme fred og forståelse. Navnet IrISS indfanger perfekt dette aspekt af ISS,” sagde han.
Under sit ophold på rumstationen vil han især fokusere på at teste og demonstrere nye teknologier, såsom ESA’s Skinsuit, der har til formål at lindre rygsmerter.