ESA-astronauten Luca Parmitano, der bor og arbejder på Den Internationale Rumstation, skal ud i rummet i eftermiddag! Det bliver første gang nogensinde, at en italiensk astronaut udfører en rumvandring!
Rumvandringen begynder kl. 14:55 CEST, når Lucas partner, Chris Cassidy, åbner lugen og begiver sig ud i det tomme rum. Luca følger efter et par minutter senere. Chris kan genkendes på den røde stribe på sin dragt, mens Lucas dragt er helt hvid.
Inden rumvandringen begynder, vil Luca og Chris bruge flere timer på at gøre deres rumdragter og nødsystemerne klar, så de kan vende tilbage til rumstationen, hvis der skulle opstå et problem. Når alt er tjekket, kan de to påbegynde deres seks timers udflugt.
Deres opgaver omfatter blandt andet at lægge kabelføringer til det kommende russiske Nauka-laboratoriemodul, at installere og udskifte kommunikations- og varmestyringssystemer samt at hente et kamera og eksperimenter med henblik på hjemtransport til Jorden.

En del af Lucas arbejde vil bestå i at stå på en arbejdsplatform på stationens robotarm, som styres af NASA-astronauten Karen Nyberg inde i observationsmodulet »Cupola«.
Deres lange dag slutter omkring kl. 23.00 CEST, når de vender tilbage til ISS. I morgen bliver en rolig dag for dem. Det giver dem mulighed for at komme sig og begynde at forberede sig på deres anden rumvandring i midten af juli.
Luca har lovet at dele sine oplevelser med os på Twitter så snart som muligt efter sin tur. Så følg @astro_luca og flyv med ham på Volare!