ESA Kids

Forbedring af sundhedsvæsenet i det jordskælvsramte Haiti

Improving healthcare in earthquake-hit Haiti
Åbn billedet

Naturkatastrofer, såsom jordskælv og orkaner, kan forårsage omfattende ødelæggelser og påvirke tusindvis af menneskers liv. Nogle af de største problemer, især i fattige lande, er manglende adgang til ordentlig sundhedspleje og sammenbrud i kommunikationssystemerne. Heldigvis kan satellitteknologi være med til at afhjælpe de problemer, som mange mennesker står over for.

ESA støtter et nyt system, der kan anvendes, når der ikke er nok uddannet sundhedspersonale, eller når telefonnetværkene ikke fungerer i kølvandet på en katastrofe. Systemet, der er udviklet af virksomheder i Frankrig og Portugal, er baseret på satellittelefoner og satellitnavigation. Det kompenserer for manglen på lokale læger og sygeplejersker ved at hjælpe almindelige mennesker med præcist at beskrive en patients symptomer.

Der anvendes et specielt system, der er udviklet til satellitter og smartphones, og som guider brugerne gennem en række trin, så de kan sende korte tekstbeskeder via satellit eller et jordbaseret system. Oplysningerne hentes derefter af lokale og nationale sundhedssystemer via internettet, og der kan gives råd om, hvordan man skal håndtere en patient, inden for få minutter. Samtidig viser GPS-signaler, hvor dataene sendes hen, hvilket hjælper med at sætte patienterne i kontakt med den nærmeste sundhedsudbyder og med at identificere, hvor eventuelle epidemier kan opstå.

Systemet blev anvendt med succes i Haiti, hvor der i 2010 indtraf et voldsomt jordskælv. Under en fem måneders prøveperiode i Carrefour, et fattigt kvarter i hovedstaden Port-au-Prince, blev 10 lærere uddannet i brugen af systemet. Der blev indsendt mere end 4.300 symptomrapporter, hvilket gjorde det muligt for sundhedseksperter at stille diagnoser og træffe beslutninger om behandling næsten øjeblikkeligt. Systemet udvides nu til også at omfatte mere afsidesliggende områder i Haiti.