Hvornår var sidste gang, du tjekkede klokken? Måske har du et armbåndsur eller et vægur. Har du nogensinde tænkt over, hvor præcis det er? I vores dagligdag behøver ure egentlig kun at være præcise inden for et par minutter eller sekunder. Men hvad nu, hvis du er videnskabsmand, ingeniør eller astronaut? Så har du måske brug for at måle tiden meget præcist. ESA-forskere er begyndt at teste en ny type yderst præcist ur, der bruger pulsarer! Det hedder “PulChron” og måler tidens gang ved hjælp af radiopulser med millisekundfrekvens fra flere hurtigt roterende neutronstjerner!
Neutronstjerner er utroligt tætte objekter, der er dannet af de sammenbrudte kerner fra eksploderende stjerner. De er bittesmå sammenlignet med almindelige stjerner og planeter – de har kun en diameter på omkring 10 til 20 km – men de indeholder mere “stof”, også kaldet masse, end Solen! Nogle gange roterer neutronstjerner meget hurtigt. De kaldes da pulsarer, og det er netop disse, som PulChron-forskerne benytter. Når pulsarer roterer, udsender de stråler af radiobølger, der kan opfanges her på Jorden. Effekten minder lidt om, hvordan vi ser de blinkende lys fra et fyrtårn. Disse radiobølgeudbrud er så regelmæssige, at de kunne danne grundlag for et meget præcist ur-system – præcis det, som PulChron-teamet er i gang med at teste.

Vi har allerede opfundet nogle rigtig gode metoder til at måle tiden. Vores bedste metode indtil videre er en anordning, der kaldes et atomur. Elektroner i atomer kan absorbere eller afgive meget præcise mængder energi. Denne energi frigives som en lysbølge med en bestemt frekvens – et bestemt antal fulde bølger pr. sekund – som kan bruges til at måle tiden, ligesom antallet af fulde svingninger af et pendul på et minut styrer et standur.
Atomure er måske bedre på korte tidsskalaer, såsom år, men pulsarure som PulChron kunne være bedre over årtier, hvor de enkelte atomure risikerer at svigte. Det betyder, at pulsarure kan være meget nyttige for fremtidige satellitnavigationssystemer, såsom ESA’s Galileo, der kræver utrolig præcis tidsmåling over mange år.

Men hvad sker der, hvis data fra en pulsar forvrænges – måske af gravitationsbølger, som er ligesom krusninger i rummet forårsaget af kraftige kosmiske begivenheder? Det kunne kortvarigt få det til at se ud, som om pulsaren roterer hurtigere eller langsommere. PulChron-teamet har tænkt på dette, og derfor bruger de fem store radioteleskoper spredt over hele Europa til at observere ikke blot én, men hele 18 pulsarer!
Måske vil pulsarure i fremtiden blive mere udbredte og sammen med atomure hjælpe os med at måle tiden bedre end nogensinde før!

Interessant faktum: Pulsarer blev opdaget i 1967 af den britiske astronom Jocelyn Bell Burnell. Først troede hun, at de måske var tegn på intelligent udenjordisk liv, der forsøgte at kommunikere med os!