ESA Kids

Dansk astronaut skal til rumstationen i 2015

Danish astronaut will go to space station in 2015
Åbn billedet

ESA’s danske astronaut Andreas Mogensen skal i september 2015 sendes af sted med et Sojuz-rumfartøj til Den Internationale Rumstation. Denne 10-dages mission bliver Andreas’ første rumfart og den første rummission nogensinde med en dansk astronaut.

“Jeg glæder mig meget til at kunne deltage i ESA’s fremragende program for videnskabelig og teknologisk udvikling ombord på ISS, og jeg er beæret over at repræsentere Danmark og Europa i rummet,” sagde Andreas Mogensen.

Under sin rumfart vil Andreas gennemføre flere eksperimenter, herunder afprøvning af en mobil enhed, som astronauterne kan betjene uden at bruge hænderne. Systemet vil desuden indeholde 3D-visualisering, der giver folk mulighed for at følge aktiviteterne på ISS ‘gennem en ESA-astronauts øjne’.

Andreas vil også bære en særlig dragt under sine normale daglige aktiviteter, en såkaldt ‘skinsuit’. Denne meget stramme dragt, der er fremstillet af elastisk materiale, efterligner Jordens tyngdekraft, hvilket kan mindske de negative virkninger på en astronauts krop under rumfarten.

Når Andreas ankommer til ISS, vil der i en periode være op til ni personer om bord – en rekord, der ikke er blevet slået siden 2011. Denne mission, der er spækket med ny teknologi, bliver en drømmeflyvning for en rumfartsingeniør som Andreas, der skal flyve som flyingeniør i ‘venstre sæde’ i Soyuz, hvilket gør ham til næstkommanderende på fartøjet.