Hvert år dør tusindvis af spædbørn i søvnen uden nogen åbenbar årsag. Dette fænomen kaldes pludselig spædbarnsdød eller ‘vuggedød’.
Nu har forskere udviklet en særlig pyjamasdragt – kendt under navnet Mamagoose – der kan udsende en advarsel, hvis barnet holder op med at trække vejret. Pyjamasen er baseret på en ‘smart’ dragt, der blev udviklet til at overvåge astronauters bevægelser i begyndelsen af 1990’erne.
Dragten er udstyret med fem sensorer, der løbende overvåger babyerne, mens de sover. Tre af dem måler spædbarnets hjerterytme, og to andre overvåger vejrtrækningen.
Sensorerne er indbygget i stoffet og er ikke i direkte kontakt med kroppen, så det medfører ingen ubehag for barnet.

Sensorerne er forbundet med en miniaturiseret computer. Ved det første tegn på, at barnet er holdt op med at trække vejret, udløser computeren en alarm for at advare forældrene.
Pyjamasen består af to dele. Foringen, som er i direkte kontakt med barnet, kan vaskes i vaskemaskinen. Den anden del, som indeholder sensorsystemet, kan vaskes i hånden. Pyjamasen fås i tre størrelser og er fremstillet af allergivenligt materiale.
En billigere version, der går under navnet Babyguard, er nu under udvikling i Belgien og vil blive solgt i butikkerne, så forældre kan sove roligt, når deres babyer sover.